Familiens sejltur

Søndag aften blev vejrudsigterne nøje gennemgået. Der lå et meget kraftigt vindfelt langs den portugisiske kyst ned til Lissabon - og der lå et tilsvarende bølgefelt. Det ville dog være bedre længere mod syd og det skulle gradvist aftage over de kommende dage.

Der var afgang mandag morgen og Skipper ville bevist holde en lidt sydligere rute det første halve døgns tid. Efter et par timer så Skipper en hval ret forude for båden, men på ca. 150 meters afstand. Den måtte gerne dykke, hvilket den også gjorde.

Om eftermiddagen blev 1. reb taget - og der var nogle timer med ret seriøs sø, som dog aftog lidt igen. Resten af de i alt 480 sømil var med rebede sejl - i varierende udstrækning. Til trods herfor blev turen genemført på under 3 døgn.

480 sømil er et langt stræk - også med nutidens navigationsmæssige hjælpemidler. Man skal tage højde for afdrift, strømsætning samt magnetisk misvisning, som er 7 grader vest på disse kanter. God sømandsskik tilsiger, at man løbende plotter sin position ind på fysisk søkort - så har man det at tage udgangspunkt i, hvis alt det elektroniske står af. Desuden kan man fysisk se, om man holder kursen.

Mandagen var med solskin, men tirsdag morgen var det blevet overskyet vejr, med en hel del vind og bølger. Her blev der logget 11,4 knob med 1. reb i storen og 1/3 af fokken rullet ind.

Tirsdag fik Skipper desuden mavekneb. Han havde spist nogle chokoladekiks af Carrefour´s eget mærke (a la Prinzen Roll). De var indkøbt i Brest og åbnet i Biscayen. Der stod bag på pakken "A consommer rapidement après ouverture". Så meget fransk kan Skipper dog, men præcis hvor mange dage producenten taler om, det fremgik ikke. At de får lov at ligge åbne i 14 dage er måske trods alt lidt mere end "rapidement après". Skipper ringede hjem i anden anledning - og anbefalingen fra Skipperinden, der er mere lægeligt faglig kyndig end Skipper, var at tage noget Panodil og afvente eventuel opkast eller noget fra den anden ende. Som sagt så gjort - Skipper tog 1 tablet á 500mg og lagde sig til at sove. Der blev heldigvis ikke mere ud af den sag.

Onsdag var også overskyet og med mørke skyer. Der var masser hvidt skum så langt øjet rakte. Ved middagstid blev skyoverdækket - hvorfra vinden kom - meget mørkt. Det var ikke noget at betænke sig på - søen var allerede bygget ganske markant op. Skipper måtte op til masten for at tage 2. reb. Oppe ved masten kiggede han skråt bagud - ned i en dyb bølge dal efterfulgt at en enorm høj bølge (7-8 meter fra bund til top). Rebet blev taget og retur i cockpittet.

Det var som om Beetle sejlede mod noget vejr, der så bedre ud, men kom det blot ikke nærmere. Søen var nu så høj, at når det var muligt, så gik Skipper lidt højere - for at have mulighed for til gengæld at kunne falde lidt mere af, når mørket var faldet på. Hensigten var, at det således om natten ville være muligt at kunne holde kurs mod Porto Santo (og ikke være tvunget til at sejle forbi...).

Beetle har Navtex ombord, der bl.a. kan give vejrmelding, men den virker kun op til ca. 200 sømil fra land. Der kom dog en melding hvoraf det fremgik, at for området Madeira (et stort område et område fra N32 til N35 og fra W11 til W22) ville være Beaufort 4-5 og 6 i den nordlige del - hvor Beetle var, men at det ville aftage hen mod aften til Beaufort 3-4. Det var en rar melding. Inden det blev mørkt kom nogle delfiner forbi - for første gang på dette stræk fra Portugal. Det var en kombination af legesyge og show off - en af dem sprang 1½ meter op i luften ude foran stævnen. Natten endte med at forløbe roligt og Skipper vendte spændt på at kunne se fyret på Porto Santo, der i klart vejr i mørke er synligt på 21 sømils afstand.

Ifølge Bjørn som Skipper talte med i La Coruna - så kommer der mange langturssejlere til Porto Santo - og havnepengene er billigere der. Beetle får 30% ARC discount, men det ville vi også få i Funchal, Madeira. Porto Santo er dog en lille klippefyldt ø, som man ikke lige kommer til hver dag - og der var ikke nogen grund til at sejle de ekstra 40 sømil til Funchal. Det skulle være en dejlig by og Madeira et godt sted at vandre, men uden bil og tid blev det droppet. Som sejler er de mindre byer mere hensigtsmæssige og interessante. Madeira kommer vi tilbage til med flyver en anden gang.

Da der var 21 sømil til fyret var det stadig mørkt. Beetle gik for autopilot og søen var meget behersket. Skipper tog en time ekstra på øjet, hvilket svarer til ca. 6-7 sømil. Det var dog med en anelse uro - hvad nu hvis man sover over sig her. Disse klippeøer er ikke til at spøge med. Der blev både sat æggeur og Iphone. Når det er på åbent hav uden forhindring - så sættes blot telefonen, idet æggeuret kun går op til 60 minutter. Når der ikke er forhindringer forude - og der ikke er og ikke forventes tung trafik - så stilles telefonen på 1½ time - så Skipper kan få sin rem-søvn.

Da Beetle var 1 sømil fra land var der stadig over 1000 meter dybt. Fyret / klippen blev rundet i behørig afstand og havnen blev anduvet. Der lå ca. 10 andre både, som alle var langturssejlere. Ved havnekontoret spurgte kvinden om Skipper ønskede at bruge brusefaciliteterne - hvortil der blev svaret "I think it is necessary". Efter 3 dage på søen var der behov for et bad. Når det alligevel var tilfældet - kunne formiddagen lige så godt indledes med en løbetur.

Så snart Skipper var oppe på vejen og så stranden - var det af med skoene og barefooted running langs vandkanten - ikke dårligt. 

Porto Santo er bestemt ikke et sted man kommer hver dag. Det er en lille plet i Atlanterhavet som man stort set kan gå fra den ene ende til den anden på en time. Skipper googlede - og Wikipedia oplyste, at befolkningen er 4474 - og at de lever af turisme p.g.a. de i alt 9 kilometer strande. Funchal på Madeira blev oplyst, at den til gengæld kun en ganske lille strand - til trods for, at øen er mange gange større.

Skipper snakkede lidt med sin tyske nabo, der var en singlehander fra Hamburg. Han sejlede rundt i et skib der var ca. 5 fod kortere end Beetle, men var 1 ton tungere. Den var da således også navngivet Heavy Metal. Han var pensioneret og var sejlet fra La Coruna til Azoerne og derfra til Porto Santo. Hans næste stop ville være Lanzarote, men først afgang om onsdagen - hvormed han i så fald ville have ligget på Porto Santo i en uge. Beetle lå her kun i 2 dage - så var det videre.

Det var efterhånden ikke til at opholde sig i cockpittet. Synderen var sejlerskoene. Efter 3 år i disse sko var det blevet tid. Det var skoene eller Skipper - så der blev fundet lidt remedjer frem og i spanden med dem. Der røg 2 par sokker - med samme lugt som skoene - samme vej.

Om aftenen på vej hjem fra en omelet inde i byen - kommer der et skib ind i bugten. Det var mørkt, men man kunne se navigationslysene. Da Skipper var retur på Beetle - viste AIS, at der var en båd ved navn Snuppaa.

Næste morgen kom en norsk båd ind - og Skipper hjalp dem med fortøjningerne. Der viste sig at være båden fra aftenen før - og vi fik en sludder på pontonen. De var fra Egersund - og man møder ikke mange både derfra. Skipper havde dog for nylig set en båd derfra, og mente at det måtte være denne båd - kunne dog ikke umiddelbart koble det til nogen havn.

Senere på dagen (fredag) inviterede konen på middag, hvilket naturligvis blev accepteret. Vi spiste på deres Bavaria 39 og fik lækkert kød i tomatsovs med ris og salat til. Dertil øl og rødvin.

I mellemtiden måtte vandet og stranden prøves. Vandtemperaturen var således, at her gik man direkte i - uden lige at skulle samle sig om det. Vandet er gradvist blevet varmere - og vil nå de 28 grader, when we hit The Caribbean.

Vi fandt i fællesskab ud af, at det var i bugten ved Cascais at jeg havde set dem - de havde også set en dansk båd (Beetle) komme ind og vende et par ord med en anden dansk båd (Mathilde).

Snuppå (på AIS Snuppaa) var sejlet fra Portugal en dag senere end Beetle for at undgå det værste vejr. Det vejr som Beetle mødte på 3. dagen (onsdag) havde de ligeledes mødt - de lå blot ca. 150 sømil længere mod nordøst. De havde skulle tænde motoren og gå op i vinden for at rulle storsejlet ind - hvor konen (Karin) havde sagt til Jan Erik "det er store bølger". De havde målt 30 knobs vind.

Vi fik drøftet en del sejlads. Snuppå skal ligeledes til Caribien - dog ikke med ARC. Skipper oplyste, at Beetle i Skagen for 2 år siden lå ved siden af en båd fra Egersund - en Dehler 34.

Skipper fortalte Jan Erik om Ilhas Selvagens, der er 2 meget små ubeboede øer, der ligger ca. halvvejs mellem Porto Santo og Gran Canaria. Jan Erik kendte ikke til dem, men Skipper havde hørt om dem fra Bjørn oppe i La Coruna. Bjørn havde for 10 år siden sejlet fra Madeira - en 3-4 både sammen - og havde ligget ved Selvagen Grande i 2 dage. Øen er ca. 1,5 * 1,5 km. Jan Erik og Skipper var enige om, at Porto Santo ikke var et sted man kom hver dag, og Jan Erik tilføjede, at Selvagem Grande ihvertfald ikke var et sted man kom hver dag.

Senere kommer en båd sejlende ind i mørket. Selvom der kan anes 3 personer om bord - så springer Skipper ned på pontonen for at give dem en hånd. Da det ene spring er sat siger Skipper til rorsmanden "keep it in reverse til we have attached the other springline". Skipper ser det norske flag og siger - hold den i bak - hvortil rorsmanden siger "Morten?". Skipper svarer "Jannick?". Det viser sig at være Mary fra Norge, der skal sætte et crew af, der skal nå færgen til Funchal. De 2 andre skal hurtigt videre de 300 sømil, idet det sidste crew skal nå et fly fra Las Palmas mandag formiddag kl. 11. Da de er retur fra færgen byder Karin de 2 på middagsmad, som hun varmer til dem. De tilbydes en øl, som de tager imod. Vi får en rigtig hyggelig snak i cockpittet. Jannick havde ringet hjem ovre fra færgen - og sagt til sin kone "gæt hvem jeg mødte her på Porto Santo, Morten". Selv det tilbageværende crew havde været noget overrasket over - i mørket på en lille plet ude i Atlanterhavet - at høre "Jannick" blive sagt. Skipper oplyste, at han havde planlagt afgang næste morgen. En halv time senere var Mary undervejs sydpå. Jannick mente, at Beetle ville indhente dem, idet de sejlede i et badekar og Skipper jo sejlede i en racer. Jannick og crew jokede med, at idet Skipper jo sov en del om natten - så ville de holde mere udkig bagud end fremad.

Næste morgen blev fortøjningerne kastet kl. 9.30 til fantastisk solskin og en vejrmelding på 15 knob (7,5 m/s) de næste 2 dage - agten for tværs.

Ved ankomst til Figueira da Foz tirsdag aften hjalp to danskere med fortøjningerne. Den ene viste sig at være Bliss. Eventyr havde i La Coruna spurgt Skipper, om han havde møde Bliss, idet Eventyr og Bliss havde ligget sammen i Falmouth. Skipper havde oplyst Bliss, at Beetle var gået langs Frankrig. Bliss var på Facebook med Eventyr og orienterede om, at Eventyr ikke var taget fra La Coruna, idet de tog 20 liter vand ind i timen, men de mente at vide hvad der var galt.

En halv time efter anduvning kom en engelsk båd Romana med 2 herrer om bord. Den ene fortalte, at St. Lucia i Caribien er fantastisk og at det er tax-free.

Skipper var sulten og Bliss orienterede om en Pizza Hut, der lå lige oppe i byen. Skipper havde ikke været på en sådan i rigtig mange år - så det faldt i god jord.

Det ville egentligt være rart med en overliggerdag, når der var sen ankomst - og den blev droppet oppe i Bayona. Vejrudsigten lovede dog rigtig meget vind (+30 knob) i weekenden og mandag - begyndende allerede fra fredag aften. Men da Skipper kom tilbage fra Pizza Hut vurderede han igen. Der var to dages sejlads til Cascais (nær Lissabon) og de andre marinaer (herunder Oieras) nede ved Lissabon - med et stop i Peniche. Hvis vejrudsigten blev skubbet blot 12 timer frem - ville Beetle risikere at skulle ligge en del dage i Peniche, hvis vi tog en overliggerdag i Figueira da Foz nu. Planen blev ændret og der var afgang næste morgen 07.45. Bliss og den engelske båd skulle tanke diesel, hvilket ikke var muligt førend 9.00.

Undervejs til Peniche var der uændret rigtig mange fiskeflag og ligeledes en hel del fiskekuttere - og det var ikke alle der sendte et AIS signal. En af de kvindelige skippere i Vendee Globe (singlehand round the world) sejlede ved Portugal i august 2012 ind i et portugisisk fiskeskib, der ikke havde sit AIS tændt.

Ved ankomst til Peniche løb Skipper en tur og fik lidt at spise. Retur fra løbeturen var Romana ankommet. Den var tidligst afsted næste morgen. Skipper skulle betale havnepenge, men kontoret åbnede først kl. 9.30. Der blev lagt nogle EUR i en konvolut og lagt i postkassen og således afgang ved 9-tiden.

Inden afgang havde den ene englænder advaret om, at der kunne opstå nogle accelerating winds nede ved Cabo da Roca. Da Beetle ankom dertil indhentede vi Brown Bear - en engelsk båd på ca. 36 fod. Beetle´s sejlføring var med spilet forsejl samt storsejl med preventer til bagbord. Idet kursen kort efter ville ændres 10 grader (fra 180 til 170 grader) måtte Skipper på fordæk og tage spilerstagen ned - for at kunne anvende forsejlet på almindelig vis, men på modsat halse. Indledningsvist blev det dog rullet ind, idet vi fortsat var på læns. Pludselig øgedes vinden helt voldsomt - og Skipper måtte nu bomme fordi kursen skulle ændres 10 grader og bommen var på den forkerte side. Brown Bear fik ligeledes travlt og måtte sende 2 mand på dæk.

For storsejl alene var farten +8 knob og vinden var pressede båden frem. Bommen var nu på den rigtige side til at kunne ændre kurs til 120 grader ind mod Lissabon, men inden da blev det næste og mindre Cabo Rosa blev passeret med mindre end 100 meters afstand.

Efter 45 minutter ankom Skipper til Cascais - hvor der lå ca. 20 både for anker. Skipper så en X-442 med dansk flag og sejlede hen forbi. Den havde ARC flag, og det viste sig at være den fjerde danske båd (Mathilde), der var kommet med på afbud.

Køleskabet i Beetle var gabende tomt - så der måtte provianteres. Skipper sejlede forbi reception-pontoon og ind og fandt en plads i marinaen - hvorefter han gik over til kontoret. Kvinden i kontoret klagede lidt over, at Skipper ikke havde meldt sin ankomst ved reception-pontoon, men Skipper gad ikke rigtig bøvle med det og meddelte, at han var singlehanded og var træt (egentligt gad han bare ikke fortøjre 2 gange).

Men der var fin service. Skipper spurgte til en kode, så han kunne komme tilbage på pontonen. Kvinden kaldte havnemesteren op på kanal 9 og Skipper blev hentet i dinghy og sejlet over til Beetle. Havnemesteren hjalp med fortøjningerne og sejlede over til den nye plads og hjalp med fortøjningerne der.

Skipper tog dernæst sin mappe og gik over til kontoret (500 meter) for at checke ind. Skipper vidste på forhånd godt, at det var lidt dyrt, idet Reeds Nautical Almanac tilsiger, at "Cascais is an expensive stop for yachts on passage or not wishing to go 12 miles east to Lisboa". EUR 57 pr. dag kan dog godt give en 43-årig lettere hjertekvababbelse. Dog fik Skipper ved ankomsten en gave, som viste sig at være en lokal rødvin, som Skipper vil gemme og dele med Skipperinden, der jo trods alt har været med til at finansiere de EUR 57.

Vel fortøjret spurgte Skipper Brown Bear´s besætning om de havde en måling på vinden rundt om Cabo Rosa. De oplyste 30 knob (15 m/s).

Om aftenen var Skipper oppe i byen, som var meget turistet, men ganske hyggelig og fandt en indisk restaurant. Bagefter blev det til en stor fadøl nede ved vandet hvor der var koncert med fortræffelig musik.

Som bankmand på orlov - på et stramt budget fra Skipperinden - og uden indkomst af betydning, tog Skipper næste morgen (fredag) over for at checke ud, tanke diesel og sejlede ud i bugten, idet Skipper havde set at Bliss havde ankret op derude. Skipper vidste på forhånd fra Figueira da Foz, at Bliss ville ankre op der - inden de skulle ind til Lissabon og mødes med noget familie. Skipper meddelte, at han samme morgen havde set Eventyr på www.marinetraffic.com - at skibet fra morgenstunden havde forladt La Coruna. Skipper havde iøvrigt set, at den norske båd Mary også havde forladt La Coruna fredag morgen - og lå en times sejlads længere vestpå end Eventyr.

Skipper ville sejle 5 sømil mod øst til Oeiras Marine, der havde 50% discount for ARC både. Det var en noget mindre marine med ganske få ledige pladser - så Beetle blev fortøjret ved deres reception-pontoon - og havnemesteren kom straks hen. Skipper ville gerne ligge i 3 dage - p.g.a. dårligt vejr hen over weekenden. Havnemesteren fandt en plads hvor ejeren ikke ville komme tilbage forinden. Prisen var her 22 EUR (efter rabat) sammenholdt med EUR 57 i Cascais.

Efter check-in på kontoret spurgte Skipper, om klokken var over 12. Svaret var 13.15 hvortil Skipper mente, at det var tid til en øl. Lige rundt om hjørnet ved baren - sad de 2 englændere under en parasol og drak en øl. Skipper meddelte "Haven´t I seen you somewhere before". De bød mig velkommen og bestilte straks 3 nye store fadøl. Da vi forlod baren for at gå til bådene var kl. 23.15.

Englænderne hed Bob (74 år), overraskende fin form og Phil 58. Bob kendte alt til discounted cash flows og probability models - så det gik der naturligvis lidt til med at drøfte. Phil arbejdede inden for construction. Han gik under navnet Hurricane Phil, idet han engang havde oplevet en full force hurricane (84 knobs vind) på vej fra Bermuda til Azoerne. Skipper spurgte hvornår på året det var - hvortil han svarede september / oktober. Skipper måtte tilføje "hmm, well then you are more or less asking for it". Det havde været i et dårligt vedligeholdt sejlskib fra 1924 og turen havde varet 29 dage.

Lørdag formiddag havde Skipper og Phil været oppe og handle. Phil købte noget kød - hvortil Skipper spurgte, at han havde forstået det således, at Phil var blevet træt af steaks, men Phil svarede, at det var "to beef up the curry".

Lørdag eftermiddag løb Skipper en tur og retur ved båden hjalp han en 46 fods Beneteau med at fortøjre, idet den kraftige vind blæste skibet væk fra pontonen. Ejeren var ombord - men ligeledes en professionel skipper, der blev hyret ind, når ejeren skulle ud og sejle. Denne skipper bød Skipper på en øl, som Skipper takkede ja til om 5 minutter, idet han var lige på vej i bruser. 10 minutter senere gav det en dejlig kold Sagres. Den portugisiske skipper oplyste, at det altid blæser meget i Portugal i august - denne dag var d. 24. august, så der var håb forude.

Sidst på eftermiddagen mødte Skipper Bob og Phil på pontonen og de inviterede Skipper op på båden. Bob var ved at forberede en curry - og Skipper fik prøvesmagt hvorvidt den var for hot. Den var perfekt. Men først måtte vi i baren og have en pint, der blev til en 3 -4 stykker inden Bob gik til båden for at forberede det sidste. 20 minutter senere kom Phil og Skipper derned.

Helt fantastisk curry og Skipper var sulten og blev tilbudt en portion mere - gryderne blev tømt.

Søndag morgen tog Skipper toget de 25km ind til Lissabon, der var meget smuk, men også fyldt med turister. Skipper drak en espresso og en ginger ale, og tog toget retur til Oieras - for at forberede skibet samt proviantere til den videre færd. Skipper havde overvejet for og imod - og havde besluttet sig for at sejle mandag morgen.

Sidst på eftermiddagen sejlede Bob og Phil til bugten ved Cascais for at ankre - for derfra var at sejle sydpå til Sines den næste dag.

I Muros blev ankeret hevet op kl. 8.15. Der var ingen tegn på aktivitet på de andre både. Eos var ankeret op ved siden af en anden af de norske både. Som det fremgik af korrespondancen på VHF aftenen før - så kendte de vist hinanden fra tidligere. Svært at forstå 2 nordmænd der taler hurtigt over en VHF radio.

For Beetle´s vedkommende var næste destination Bayona. De 4 Rias ville blive passeret på én dag. Dagen startede med svag vind. Sejlene blev sat i 20 minutter, men med 45 sømils sejlads - så var tålmodigheden ikke til 3 knob - og sejl der stod og slog lidt. Der blev således sejlet 3 timers tid for motor - indtil ankomst til næste Ria, hvor der kom vind og sejlene blev sat til 5,5 knob. Solskin og skøn sejlads i den nordspanske skærgård - sejlads hvor solen glimter i vandoverfladen.

Bayona blev anduvet ca. kl. 16 i høj sol. Efter fortøjning gik skipper en tur på promenaden - fandt en café og fik en pilsner. Efterfølgende en gåtur i den små stræder til Little Italy, som han havde udset lige over for marinaen. Der blev bestilt en pizza og en pilsner. Den flinke spanioler forstod hverken garlic, ail eller knoblauch. Skipper googlede og fandt el ajo og gik ind til spanioleren og viste teksten på telefonen - hvortil der blev svaret noget i retning af desværre ikke. Skipper ringede hjem og spiste en skøn pizza.

I mellemtiden var der trukket dis ind over byen - så den skønne solbeskinnede by var nu indhyllet i dis. Vejrudsigten havde lovet hård vind dagen efter - så Skipper havde besluttet at tage en overliggerdag i denne by. Aftenen blev afsluttet med en god film i salonen.

Næste morgen var Skipper på morgenløb op i de bjerge der omringer Bayona på vestsiden ud mod Atlanterhavet. Op, op, op - det var hårdt for Skippers ben, der i de sidste år kun har været vant til stigninger på 15-20 meter i Haderslev. Solen skinnende og Skipper besluttede at tage tyren ved hornene og sejle alligevel. Der var 60 sømil til Leixões de Porto og fortøjningerne blev kastet 9.30, men kl. var 10.30 inden Beetle var ude af bugten og rundede den nordlige kompasafmærkning i det åbne hav.

På vej ud sejlede en tysk båd på ca. 35 fod. Skipper satte storsejlet for at hjælpe til på vej ud. Da vi rundede kompasafmærkningen var vinden i nord, hvilket indevar plat læns sejlads sydpå mod Leixões de Porto. Skipper gik op i vinden - og måtte op på fordækket for at sætte en preventer (tov der sikret, at storsejlet ikke bommer, når vinden kommer bagfra). Efterfølgende blev kursen sat stik syd. Dernæst på fordækket igen for at sætte spilerstagen i fokkeskødet. Tilbage i cockpittet blev fokken rullet ud - blot for at konstatere, at fokkeskødet sled mod søgelænderet. Skipper måtte rulle fokken ind igen og dernæst frem på dækket igen for at trække hele skødet frem og trække det igennem øverste og næstøverste søgelænder. Senere frem igen og trække skødeviseren tilbage bag styrbord vant. Igen blev fokken rullet ud og med en frisk vind gik det nu +7,5 knob på læns. Tyskeren gik stadig for motor - og han blev sat som mere og mere bagud. Der er forholdsvis langt mellem havnene i Portugal - så det undrede at der ikke var sat sejl. Som lovet ændredes den friske vind hurtigt til hård vind og farten blev øget til mellem 8-10 knob.

Beetle tangerede sin tidligere fartrekord sat under Sølvroret 2012 i Storebælt på plat læns og ganske kraftig vind. Der var sejlføringen storsejl og goosewinged genua. Nu var den storsejl og spilet fok. De var lidt mindre vind end dagen i Storebælt - vel et par m/s, men til gengæld var bølgerne flere meter højere - en 4-5 meter for de største, hvilket gav markante surfs med fuld sejlføring. Hele dagen gik med 8-10 knob og en halv time før Leixões de Porto aftog vinden lidt og spilerstagen blev taget ned. Da Beetle rundede for at gå ind i forhavnen - kom den typiske Portugiske aftenvind og øgedes igen, mens Beetle for autopilot gik frem for motor med 1-2 knob, mens Skipper gik frem og tilbage med fendere og fortøjninger. Inde i marinaen blev der fortøjret langskibs, men med vind væk fra pontonen. Skipper blev stædig og i andet forsøg sprang han på pontonen - med en midtskibs fortøjning og fik fastgjort.

Skipper ville gå i land til havnekontoret, men det var ikke muligt at komme op fra pontonen og ud gennem den låste dør. Der stod en portugiser på den anden side og sagde "automatico".

Hmm - det var en industriel havn og område, hvilket fremgik af Reeds Nautical Almanac - så Skipper fortrak retur til Beetle - og ringede hjem. Dernæst blev der varmet noget mad og set en film. Vækkeuret blev sat til at ringe næste morgen for at sejle de 60 sømil til Figueira da Foz. Skipper så på skibsuret, der er analogt og stillede vækkeuret på Iphone.

Næste morgen konstaterede Skipper, at han havde sovet en time over, idet skibsuret var analogt, men at Iphone automatisk havde sat uret en time tilbage til portugisisk tid. Ikke rigtigt nødvendigt, når det igen er 60 sømils sejlads - og Skipper hellere vil tidligt frem. Nu kom Skipper i tanke om - hvorfor den søde coastguard fra Jersey blev ved med at sige "Good morning" til alle skibe langt op ad formiddagen. Hun var jo på engelsk tid og Beetle sejlede rundt i Den Engelske Kanal på centraleuropæisk tid.

Ifølge Reeds er havnepengene billige i Leixões, men Beetle skylder således lidt havnepenge her, som de må have til gode til en anden gang.

Anyway - fortøjningerne blev kastet og hele dagen var for motor og storsejl ned til Figueira da Foz.

Søndag efter løbeturen talte Skipper med henholdsvis en hollands, belgisk og engelsk båd - for at høre om nogen af dem skulle sydover - med henblik på at drøfte vejrudsigter. Ingen af dem skulle sydover, men alle var enige om, at højtrykket over Azoerne havde ligget stabilt over en længere periode, hvilket medførte lav risiko for kuling. Den engelske båd invitede Skipper om bord og vi drøftede sejlads og Atlanterhav, Caribien m.v. i 45 minutter.

Imens Skipper ventede på dykkerne havde han talt med en norsk båd Eos fra Stavanger - en Beneteau Sun Odyssey 49. Der var et ægtepar om bord, der havde haft besøg af deres søn. De skulle sejle sydover og ville gøre det samme aften (mandag). Vejrudsigten havde lovet hård vind i det sydlige Biscay onsdag aften, men nordmanden sagde at det ville komme bagfra - så det var ok. Det lød som en god ide at sejle om aftenen. Dels ville det være ud med tidevandet og dels ville passagen af kontinentalsoklen (hvor vanddybden går fra få hundrede meter til 3-4 km over få sømil) blive passeret i dagslys.

Skipper fik travlt med at proviantere, lægge livliner på dækket, etablere 2. reb, tanke vand, tanke diesel m.v. Efter at have indtaget en lasagne blev fortøjningerne kastet kl. 21.30. 20 minutter senere kunne Skipper se Eos komme bagfra fra Brest marina. 

Natten indledtes med fin sejlads for sejl, men senere om natten aftog vinden og søen blev ukomfortabel - ikke høj men konfus - hvormed sejlene stod og slog. Motoren blev startet og sejlene blev taget ned. Næste dag var for motor, det samme var Eos. De 2 både fulgtes inden for ca. 1 sømil - uden dog at have aftalt det på forhånd. Kontinentalsoklen blev ventet med spænding, den blev oversejlet uden ekstraordinær sø og det blev fejret med en dåsecola og 2 mini bounty. Sidste lodmåling var 238,4 meters dybde - derefter stod den af. Søkortet viser kort efter 750 meter og derefter 2120 meter.

Hele dagen tidsdag og natten med var for motor, men næste morgen kom vinden og sejlene blev sat. Der var en jævn til frisk vind - og det gik sydover i god fart. Ved middagstid rullede nordmanden sit storsejl ind og fortsatte for genua. Skipper valgte at tage et reb i storen og fortsætte med rebet storsejl og fok.

Ved aftenstid nåede skipper lige at varme og spise en lasagne og sove 20 minutter inden vinden tog til. Hele natten var der hård vind og ganske pæne bølger, som kom skråt bagfra om bagbord. Adskillige gange surfede Beetle sidelæns med styrbord lønning i vandet. Farten lå hele tiden over 8 knob, men generelt mellem 8 og 10 knob. Med den sø sejler man dog desværre ikke hele tiden ligeud - hvorfor farten mod waypoint (VMG) er lavere. Dels fordi det er svært at styre en direkte kurs og dels med overlæg, at der sejles mere med vinden i de hårde pust (der blev faldet ca. 20 grader af).

Det var rart at vide, at idet vinden var i NØ - så ville der langsomt komme bølgelæ når vi nærmede os den spanske kyst på vej ind til La Coruna - der var blot 70-80 sømil inden da.

Der var lovet svag vind næste morgen - og netop som vi var inde i bugten - løjede vinden. Eos startede motoren, men Beetle ville sejle for sejl. Det måtte dog opgives et kvarter senere - og der blev sejlet for motor de sidste 4-5 sømil. Her så Skipper pludselig Eventyr (fra Norge) på AIS. Eventyr lå ca. 1,5 sømil længere fremme. Signalet forsvandt dog - det viste sig at de havde kastet anker - for ikke at anduve i mørke.

Beetle blev anduvet torsdag morgen i den inderste marine - tættest på byen - hvor der var forbavsende meget plads. Det var mørkt kl. 6, men havnemesteren kom og bød velkommen på spansk - og bad om 20 EUR til nøgledepositum. Skipper fulgte med op på kontoret i fuldt sejlerdress (sejlerbukser, sejlerjakke, sejlerhandsker, redningsvest og pandelampe).

Efter 2 timers søvn gik Skipper ud til den anden marina for at se efter Eventyr. De lå derude sammen med Eos og 5-6 andre ARC både. Skipper hentede Beetle og sejlede derud.

Det blev til et par dag med tøjvask, indkøb, middag i byen med øl og en halv flaske Rioja. Der blev talt med flere andre danske både - herunder Signe fra Bådnyt. Hendes mand kommenterede Sølvroret, på den t-shirt, som Skipper bar denne dag.

Skipper hjalp en stor Ovni båd ind (fransk flag), der lagde sig på pontonen ved siden af Beetle. Han sagde "nice boat" om Beetle, at den var til regatta og at hans blot var til travel.

Senere samme dag afgik 2 cruise ships. Det første var Ventura fra P&O Cruises. De havde alle gæster på dæk - og spillede så høj musik, at det var som et flydende diskotek. Nu forstår man hvorfor Costa Concordia gik på grund - gæsterne skal have underholdning 24/7.

Skipper talte en del med Bjørn, som var crew på det danske skip Tangarok (20 meter). Ejeren ville ankomme fredag. Ejeren havde været direktør i Danske Bank, men havde fra 2010/2011 været ved Barclays.

Torsdag eftemiddag inde i byen mødte Skipper Per, som var crew på den danske båd Opus One fra København. Skipper og Bjørn havde talt med besætningen om morgenen ved dieselstanderen / havnekontoret.

Efter en fadøl meddelte han, at han havde en aftale kl. 20.30 nede ved båden med ejerne Per og Pernille - og om jeg ville med ud at spise, hvilket jeg bekræftede positivt.

Fredag morgen var en del både sejlet. De havde ventet på godt vejr til at runde Cabo Finisterre, der er berygtet. Skipper besluttede at sejle lørdag morgen hvor der også var lovet fint vejr.

Eventyr, Eos, Opus One, Tangarok ville alle ligeledes sejle lørdag morgen. Skipper var først ude af dynerne og sejlede hen at tanke diesel. På vej ud af havnen stod Bjørn og ejeren på Tangarok og meddelte, at de ville komme senere inden 10, når de havde fået provianteret.

Det er et gustent sted at sejle fra La Coruna og vestpå mod Cabo Finisterre. Det var en tu rpå 78 sømil til Muros. Det er læ kyst, klippefyldt, ingen havne at anløbe, meget tåget og kan blæse urimeligt meget. På et tidspunkt var der en sigtbarhed på 25 meter - hvorfor radaren blev taget i brug for første gang i 4 år. Det er ikke alle både der har en AIS transponder (dem der kun har en AIS receiver, kan se andre, men sender ikke selv et signal). På strækningen så Skipper ikke nogen både der var vestgående, men sidst på eftermiddagen dukkede Eos op på AIS. Den var ca. 3 sømil bagud og sejlede ca. 0,5 knob hurtigere. Da den indhentede Beetle først på aftenen kom vinden og der blev sat sejl de sidste 10 sømil. Igen valgte Eos blot genua - det var næsten plat læns. Beetle valgte fuldt storsejl, og ville så rulle fokken ud, når der kom lidt skæring på - på vej ind i den Ria hvor Muros ligger. Ganske rigtigt, da kursen blev ændret blev de sat agterud. De andre både så vi aldrig.

Vi kastede anker i bugten. Udover Beetle lå der i alt 4 andre både. De 3 - inklusive Eos - var fra Norge og den sidste kunne der ikke ses et flag på. De nordmænd har så meget olie, at hvis de vil på langfart - så skal de ikke spare op - så tager de bare afsted!

Dagen blev sluttet af med quiche lorraine i cockpittet i LED lysets skær.

Mod Le Havre var vinden igen i SV og der var modgående strøm fra morgenstunden kl. 6. Vi krydsede i 2 timer - hvorefter vinden aftog og motoren blev startet. Le Havre blev anduvet sidst på eftermiddagen.

De 2 gaster havde efterhånden tømt Frankrig for nuggets - så næste dag gik vi til banegården for at bestille togbilletter til efterfølgende dag (torsdag). Kvinden i billetlugen var midaldrende og aldeles ubehøvlet da vi tiltalte hende på engelsk. Hun talte ikke engelsk og det var der ifølge hende heller ikke nogen andre på kontoret der gjorde. Det tog 30 minutter, men for at gøre en lang historie kort - så endte vi med togbilletter til Paris, hvorefter der skulle skiftes fra Paris du Nord til Paris SL (1 station med metro). Dernæst med tog til Cologne (Køln) - hvorfor kan de ikke bare kalde det Køln, som vi andre ikke-tyskere gør. Skipper blev nødt til at bruge Googlemaps på telefonen for at finde ud af hvor Cologne ligger.

Fra Køln var der ikke plads på nogle tog. Den ubehøvlede kvinde fortalte, at hun med sit system ikke kunne se alle tog, men at det ville de kunne i Paris. Det lykkedes heldigvis de rejsende, at få et tog via Hamburg og Flensburg og de var i Kolding fredag eftermiddag.

Efter Skipper havde sat familien på toget gik han direkte til marinaen og kastede fortøjningerne med henblik på at sejle de 71 sømil til Cherbourg. 71 sømil er normaltvis en så lang strækning, at den påbegynder man tidligt om morgenen.

Lige præcis denne dag hvor kursen var V-NV var vinden i NV - og ikke i SV, som den normaltvis er. Skipper kunne dog lige holde bidevind mod waypoint i 3 timer førend vinden løjede af og motoren blev startet. Der blev sejlet for motor og sovet lidt undervejs. Da vi nærmede os det nordøstlige hjørne af Cherbourg-halvøen var der så meget modstrøm at farten var 1,9 knob over grunden. Skipper havde forudset strømforholdene i Almanakken under eftermiddagens sejlads og forberedt søkort og waypoints til den videre færd.

Der var lovet vindstyrke 5 (frisk vind) på de tidlige morgentimer. Skipper ville dog gerne udnytte at strømmen vendte, hvilket den gjorde kl. 2 om natten da vi ca. var ud for Cherbourg. Problemet ved at anduve Cherbourg var desuden, at så skulle man strømmæssigt afsted kl. 2 om eftermiddagen, hvilket var sent.

Da vi passerede den vestlige del af halvøen var farten over grunden ændret til 12,0 knob - uden at have rørt ved gashåndtaget!. Der var lagt et waypoint ind nord for Alderney, men i løbet af få minutter ændrede kursen til waypoint sig fra 270 grader til over 300 grader. Det var mørkt og de gik op for mig, at jeg var fanget mit i Alderney Race, som er kraftig strøm der løber mellem Alderney og Cherbourg-halvøen. Jeg måtte ændre kurs til 350 grader - for at komme op på ret kurs igen. Overvejede kort at anduve Alderney, men i bælgragende mørke og med en strøm der gjorde, at der minumum skulle korrigeres 45 grader for at kunne sejle ind - medførte, at det blev besluttet at fortsætte.

Som lovet øgedes vinden til frisk vind, hvilket er træls i den Engelske Kanal - det medfører krapsø. Så vente strømmen til modstrøm og jeg kæmpede mig langsomt ned vest for Guernsey.

Den søde coastguard kaldte alle skibe op med "Good morning" og orienterede desuden på kanal 16 om, at hun løbende ville sende broadcasts på kanal 82, så jeg satte VHF til dual watch (kanal 16 og 82). Ved middagstid kaldte jeg hende op, og meddelte "I am trying to reach Roscoff - can you give me a weather forecast - wind force and direction for this evening". Hun vendte tilbage med Beaufort 3-4 N og NV, og at det ville falde til Beaufort 2 næste morgen. Jeg fortsatte således mod Roscoff på den nordfranske kyst.

Der var vind lige imod, men det var ikke rigtig til at sejle i - så eftermiddagen gik for motor. Det gik dog ikke så hurtigt - så alle forhåbninger om at nå Roscoff inden 22.30 - hvor mørket ville falde på blev ikke opfyldt.

Med hensyn til tidevandet var Roscoff ikke hensigtsmæssig. Afgang mod vest med medstrøm ville være kl. 9.30 eller 21.30. Kl. 9.30 ville medføre, at der ikke ville blive sovet ret meget og ihvertfald slet ikke provianteret. Kl. 21.30 ville medføre, at der gik en hel dag uden at sejle - og Skipper ville egentlig gerne ud af den Engelske Kanal og til Brest.

Næste dag skulle det skarpe hjørne ved Brest / Atlanterhavet rundes. Idet coastguarden havde lovet Beaufort 2 næste morgen blev det ved 19-20 tiden blev det besluttet at fortsætte mod Brest. Hele natten ville blive langs den nordfranske kyst og det skarpe hjørne ville rundes i dagslys.

Efter have sejlet hele natten for motor i svag vind - regnede skipper på sejlet distance sammenholdt med henholdsvis medstrøm og modstrøm. Der manglede ihvertfald 1 knob pr. time i forhold til hvad den sejlede fart skulle være ved det anvendte antal omdrejninger på motoren. Der måtte være noget i skruen. Der er rigtig mange fiskenet - og når motoren blev sat i bakgear rystede roret. Det var ikke umiddelbart særlig hensigtsmæssigt.

Ude ved det skarpe hjørne var der som lovet meget svag vind og der kom nogle store lange dønninger (4-5 meter) ind fra Atlanten. De var dog ganske harmløse og blot rare at sejle på.

Efter at have sejlet i en meget tom sydlig del af den Engelske Kanal - var der pludselig masser af sejlbåde, der gik mod såvel syd som nord.

Brest blev anduvet ved 16.30 tiden - hvor Skipper gerne ville lige langskibs på gæstepontonen. Havnemesteren kom dog sejlende i sin båd og meddelte, at der var spærret, fordi der dagen efter skulle komme et skib på 50 meter. Skipper fortalte, at han var singlehanded og havde noget i skruen - så båden ikke helt reagerede hensigtsmæssigt. Havnemesteren udpegede en anden plads og gav en hånd med fortøjningen. Der manglede noget bremsekraft ved bakgear, men der blev anduvet i fin stil - hvorefter Skipper gik til baren, bestilte en stor fadøl og ringede hjem. Fadøl´en gled forholdsvist hurtigt ned. Da Skipper gik i baren for at bestille "a large beer" - spurgte bartjeneren "one more?", som om han aldrig havde solgt 2 øl til samme person.

Uden for baren var der nogle dykkere, og Skipper spurgte dem m.h.t. skruen på båden. Skipper havde sidste sommer dykket (uden ilt) ned til skruen for at fjerne rurer. Her ville det dog være hensigtsmæssigt med en dykker - såfremt der var tale om tov/fiskenet, der skulle skæres fri eller frigøres, hvilket ville kræve mere luft end en enkelt indånding.

Det var lørdag sidst på eftermiddagen - og de gav navnet på dykkerklubben. Skipper googlede det, og klubben lå ikke langt fra havnen. Søndag løb Skipper en tur for at rekonosere og mandag morgen kl. 9.30 stod Skipper i dykkerklubben. Ejeren var vældig flink og havde et hold dykkere, der skulle på vrag kl. 14 og ville være retur kl. 17. Kl. 14 stod Skipper på kajen - udpegede båden og aftalte, at dykkerne ville komme forbi kl. ca. 16.30. Det gjorde de, hvorefter en af de kvindelige dykkere sprang i og kom op og meddelte, at det var noget søgræs, som hun nu havde fjernet.

NyereOversigtÆldre