Familiens sejltur

St. Lucia - Guadeloupe

Efter at have kommunikeret med Falmouth Coastguard kommer Falmouth Lifeboat ud og trækker med 8 knob Beetle de 17 sømil ind til Falmouth. Beetle´s stævn og forstag er revet af - og riggen er midlertidigt sikret med 2 spilerfald samt storsejlsfald.

Beetle bliver fortøjet i Falmouth Marina fredag d. 30. maj.

De kommende dage går med kommunikation med forsikringsselskab, Skipper og direktør fra Emulate II, Falmouth Coastguard, toldere, engelsk taksator, Marine and Coastguard Agency (MCA) samt repræsentanter fra bådværfter m.v., som gerne vil udbedre skaderne på Beetle.

Skipper kommunikerer desuden med X-Yachts og tirsdag d. 3. juni, drøftes det, at Beetle godt kan sejle hjem, hvis masten er sikret med de forhåndenværende fald. Skipper har aftalt møde med MCA onsdag d. 4. juni om eftermiddagen og planlægger at sejle til Danmark umiddelbart herefter.

Der er et godt vejrvindue. En del nordvestlig vind onsdag, der vil aftage de efterfølgende 6-9 timer efter afgang.

Turen langs den engelske kyst går godt og trafiksepareringen mellem Dover og Calais passeres fredag morgen i dagslys. Fredag eftermiddag tager vinden til fra NØ og Skipper tager et pitstop i Oostende, Belgien for at binde forstaget bedre fast. Der hentes en ny vejrfil - og efter 2½ time i Oostende sejler Skipper ud i mørket og videre mod NØ. Der er utrolig meget trafik ud for Zeebrugge. På vej op mod Hoek von Holland (Rotterdam) er der ligeledes en del fartøjer, der passeres ned til 0,25 sømils afstand.

Lørdag eftermiddag bliver Beetle bordet af de hollandske toldere, der 10 sømil fra land kommer op på siden i en RIB. Skipper orienterer dem om, at Beetle i Falmouth er blevet gennemrodet af de engelske toldere. Tolderne er flinke, men de ene bruger alligevel et kvarters tid på lige at rode lidt igennem i salonen - hvorefter de stiger ned i rib´en og sejler igen.

Den Helder nåes ved mørketid og strømmen rammes meget hensigtsmæssigt med mange timers medstrøm op rundt om det nordvestlige hjørne af Holland og hen langs kysten i østlig retning.

Søndag er sidste dag i åbent farvand - og idet vi nærmer os kysten anvender Skipper i dag deodorant.

Søndag eftermiddag studeres tidevandstabellerne nøje, og Skipper vurderer at Elben vil blive taget i medstrøm. Kort efter at den første bøje er passeret viser SOG (fart over grunden) 9 knob og topper senere på 10,6 knob. Motoren går 2200 omdrejninger.

Cuxhafen passeres med 9 knob.

De knap 40 sømil til Brunsbuttel sejles på ikke meget over 4 timer. Skipper kalder slusen 15 minutter før ankomst, og der er netop plads til én sejlbåd hvorefter slusen lukker. Den lille marina inden for slusen er overfyldt, så Skipper sejler hen til dieselstanderen, hvor han tankede i efteråret 2008 på vej hjem fra Hample Point Marina (Southampton) efter køb af Beetle.

Skipper har sat vækkeuret til kl. 5 mandag morgen. Kl. 05.07 startes motoren og 2 minutter efter påbegyndes sejladsen gennem Kielerkanalen.

Ved 14- tiden sluses igennem ved Holtenau (Kiel) og derefter nordpå. Der er ufattelig mange sejlbåde i Kieler Bugt, men hen ad eftermiddagen / aftenstid forsvinder de allesammen og det er blot Beetle der sejler i Lillebælt.

Skipper har planlagt ankomst Haderslev tirsdag, når ungerne har fri for skole. Natten er planlagt ved en bøje i bugten syd for Assens. Klokken 22.30 ca. 5 sømil NV for Helnæs Fyr stopper motoren pludseligt. Tankmåleren viser 1/3 fyldt. Skipper hælder 30 liter på fra dunke - og får efterfølgende travlt med at tage sejl, gummibåd, konservesdåser m.v. ud af agterkøjen for at kunne tilgå motoren. Dieselfilteret ser rent ud, men skiftes. Motoren startes og kører i 1 sekund. Ned og lufte brændstofssystemet ud igen. Denne gang kører motoren i 10 sekunder. Skipper har i mellemtiden kontakt med Lyngby Radio, men der er ikke tale om nogen krisesituation. Der er svag vind og masser af plads til at drive på.

Efter fortsat udluftning lykkes det at få motoren til at køre og efter 2 minutters drift kalder Skipper Lyngby Radio og oplyser, at der lader til at være motordrift igen. Driftsstoppet skyldes sandsynligvis vand i dieselen. Bortset fra brændmærket på venstre underarm og hånd fra den varme motor i forbindelse med udluftning af brændstofsystemet - så fortsætter Beetle mod bugten øst for Turø. Nu er dog blevet mørkt og bøjen er ikke til at finde - hvorefter der fortsættes til Assens og kl. 1 fortøjes der for natten i Assens Marina.

Tirsdag d. 10. juni kl. 13.30 anduves Haderslev.

Beetle er blevet tømt og efterfølgende sejlet til X-Yachts, hvor den er blevet afrigget og taget på land.

Tak til alle der har fulgt os undervejs. Tak for alle kommentarer vi har modtaget i gæstebogen såvel som på Beetle´s mailadresse. Det har været en fornøjelse med hilsener hjemmefra - løbende, når vi har sendt opdateringer ud og eller efter oceanstrækningerne.

01-07-2014

Det var en drøj ankomst til Horta. Klokken var ca. 19 lokal tid. Efter fortøjning gik det mod et spisested og Skipper endte på den navnkundige Peter´s Bar og kom i selskab med 4 midaldrende (knap 70) tyskere Hein, Jürgen, Karsten og en fjerde. Derudover 3 franskmænd på Skippers alder.

Den lokale rødvin baseret på Merlot og Cabernet Sauvignon kan ikke umiddelbart anbefales, men der røg ikke desto mindre en del flasker ned. Morgenen efter var der behov for et par panodiler - dette kan dog også skyldes de Gl. Dansk der blev indtaget med tyskerne i Beetle´s cockpit efter Peter´s Bar.

Beetle var stort set klar til videre sejlads, så de kommende dage gik med tøjvask, bådvask og polering, olie- og filterskift samt indkøb af gas.

Tage kom forbi. Han er pensioneret snedker og foretager nogle transportsejladser for Corning. Han genkendte Beetle fra Sølvroret 2012. Han sejler p.t. med som gast på den tyske Swan 62 med en 78 årig skipper, der har gennemført Atlantic Rally for Cruisers 19 gange i træk. De havde sejlet en nordligere rute end Beetle - med 30-35 knobs vind (15-17,5 m/s) med bølger der brækkede ind i cockpittet (centercockpit).

Der var lavet mange malerier på kajen. Skipper havde egentligt ikke tænkt sig at male et, men spurgte nogle italienere hvor de havde købt maling - hvortil de svarede, at jeg kunne få resten af deres. De havde rød, hvid og blå, idet de malede deres skib og ikke noget relateret til det italienske flag.

Skipper ville male Dannebrog, men måtte Google - for at få proportionerne rigtige.

Vejrudsigten blev fulgt mange gange dagligt. Der var planlagt afgang mandag d. 12. maj, men det blev udskudt 12 timer forinden. Der lå et højtryk nord for Azorerne og et lavtryk over England, der tilsammen medførte tætte isobarer og således en tunnel af kraftige vinde mellem de 2 systemer. Mandag morgen var lavtrykket blevet dybere fra 995mb til nu 990mb.

I mellemtiden havde Skipper talt med en skotsk singlehander Bob, der sejlede i en 33 fods katemaran ved navn Tigerlily. Han blev forsynet med en stak film til den videre sejlads. Tirsdag morgen så det ud til at vejret var bedret en anelse, omend vejrvinduet fortsat var lidt tvivlsomt. Bob var enig, der var afgang. Han tog afsted, mens Skipper lige skulle foretage indkøb af ferskvarer.

Netop som Skipper lagde fra kajen efter udklaring ved marina, immigration og customs viste vindmåleren 0 m/s. Nå, den har nok lige sat sig et øjeblik. Uden for havnen viste den fortsat 0 m/s. Hmm, så må vi sejle uden visning af vindhastigheden. Det er lidt træls, at man om natten ikke lige kan se på instrumentet om vinden blæser 8 m/s eller 11 m/s. Sejlere ved, at vindtrykket ikke stiger lineært med øgning i vindhastigheden, men derimod med kvadratet på øgningen og der er således stor forskel på de ovennævnte vindhastigheder.

Beetle fortsatte og vindhastighedsmåleren kom og gik. 2 gange slog autopiloten fra og Skipper kom i tanke om, at autopiloten kun kan sejle på relativ vindvinkel, når vindhastigheden er over 1 knob (½ m/s). Hvis autopiloten slår fra, kan Skipper risikere at falde i vandet, mens han er på fordækket, eller det kan få negativ indflydelse på sejl og rig hvis det sker i blæsevejr (utilsigtede bomninger, stagvendinger m.v.).

Skipper var ikke meget for at vende om og sejlede et par sømil videre. Vejrudsigten var for en del nordenvind og modvind, hvilket ville indebære bidevindssejlads. Her betyder ændringer i vindretning og vindstyrke alt for sejltrim og krængning - hvorfor det er nødvendigt at autopiloten kan sejle på relativ vindvinkel. Med 1 enkelt reb i storen var Beetle ellers hamret afsted med 8 knob og var allerede passeret Sao Jorge og på vej mod Graciosa.

Men med 1200 sømil til nærmeste land (waypoint, England) stagvendte Skipper og sejlede retur mod Horta, som blev anduvet 01.30.

Næste morgen var det en tur i masten for at tage vindmåleren ned. Forbi en tekniker og derefter ringe til B&G i England og bede dem sende nogle nye kuglelejer ekspres.

Torsdag d. 15. ankom Ole (fra Yachtskipper 1 og FTLF) med fly fra DK og om eftermiddagen ankom Svend fra Yachtskipper 1 og FTLF) i Dolphus4ever, som han er deliveryskipper på fra Grenada til Danmark. Ole skal sejle med fra Horta til Nakskov, hvor båden afleveres.

Om aftenen kl. 01.30 efter besøg på Peter´s Bar så Skipper på AIS, at norske Snuppaa lå ½ sømil ud for marinaen. Skipper kaldte dem op på VHF og gav dem instrukser på anduvning langs kajen umiddelbart bagved Dolphus4ever. Svend og Ole havde hørt korrespondancen på radioen og kom og hjalp med fortøjningerne. Vi trak Snuppaa frem og fortøjede ved siden af Dolphus4ever. Det endte med æggekage, øl og cognac i Snuppaa´s salon til kl. 4.

I dagene havde Skipper desuden selskab af Livet, der var kommet fra Caribien via Bermuda.

Lørdag d. 17. maj lejede Svend, Ole og Skipper scootere. Sune og Maria fra Livet havde lejet nogle 125cc´er - så dem lejede vi også. Vi kørte op til kraterkanten af vulkanen Caldeira (korrektion til forrige rejsebeskrivelse, hvor højeste punkt på Faial er angivet til 506 meter jf. søkortet. Det højeste punkt er 1043 meter). Desuden til den vestlige del af øen, der var i udbrud i 1957/58. Videre langs nordkysten for at finde Restaurante O Esconderijo, som vi også havde fået anbefalet af Sune og Maria. Den var drevet af tyskeren Hans fra Bayern. Ud over et par Sagres fik vi tomatsuppe, sirloin steak og afsluttede med Apfelstrudel samt en likør på huset. Dejligt måltid.

Norske Værbitt (Baltic 37) kom og lagde sig på siden af Beetle. Efter Skipper havde hjulpet med fortøjninger blev det til et par øl i Værbitt´s cockpit. Ombord var Halvar og Agner. Halvar og 2 kammerater havde sejlet fra New York i op til 70 knobs vind. De havde ligget underdrejet med 3 reb i storen og et drivanker i stævnen bestående af en spand med hul i bunden og et langt tov. Ifølge Halvar havde det været storm, sejle i 24 timer, storm, sejle i 24 timer o.s.v. - og kursen blev ændret fra Norge til Azorerne (Flores).

Tirsdag d. 20. maj var Jan-Erik (Snuppaa) og gasten Oddsteiner, samt Svend, Ole og Skipper ovre med dunke at hente diesel ved dieselstanderen, idet vejrudsigten tilsagde afgang onsdag eller torsdag.

Skipper havde endnu ikke modtaget sin reservedel til vindmåleren. Den sidste tracking fra Parcelforce oplyste, at pakken var i Lissabon. Senere på eftermiddagen fik Skipper et opkald fra teknikeren i Horta, at nu var reservedelen ankommet. Den blev afhentet, og Skipper kravlede i masten i 10 m/s - nu skulle der gøres klar til sejlads.

Der er lovet nordenvind 10 m/s og gammel sø fra det lavtryk der har ligget stationært sydvest for England i en uge.

Dag 1: Kl. 9.00 sejler Dolphus4ever. Snuppaa og Beetle skal lige handle ferskvarer samt downloade de nyeste GRIB-filer til Ipad og sejler henholdsvis kl. 12 og kl. 12.15.

Vinden er i NØ, så det er kryds hele vejen op bag Sao Jorge. Derfra motor og sejl en time til vestsiden, hvorefter der på bidevind godt og vel kan holdes op mod østsiden af Graciosa.

Hensigten er at nå et waypoint 45 grader nord og 20 grader vest - for at opnå den mest hensigtsmæssige østgående strøm. Hvis man kommer for langt mod øst - så risikerer man at strømsætningen bringer en ind i Biscayen.

Det aftales med Snuppaa over VHF, at vi vil forsøge at holde kontakt. Snuppaa har også AIS transponder.

Mørke skyer trækker over fra vest og det tages et reb i storsejlet. Efter mørkets frembrud yderligere vind - nu en relativ vind på 10-12 m/s - og noget af fokken er rullet ind. En belastende nat med begrænset søvn. Skipper manglede søvn fra de foregående nætter p.g.a. selskab med Svend, Ole og nordmændene og vågnede generelt for tidligt.

Dag 2: Bidevind 9-11 m/s hele dagen. Overskyet og koldt. Vand løber konstant henover luv sidedæk. Der er en del gammel sø. Skipper sidder i fuldt sejlertøj, gummistøvler, hue og handsker og håndstyrer på bidevind.

Med en lukket himmel får man fornemmelsen af at sejle i ring, hvis man ikke havde instrumenterne at støtte sig til. Skipper tænker på at tænde oliefyret, men da han går ned ved 21-tiden er det ikke nødvendigt (vil også spare diesel).

Dag 3: Motor og sejl det meste af dagen, hvormed der sejles for autopilot og Skipper får slappet lidt af. Snuppaa fanger en tun og kalder på radioen, at de lige sætter farten lidt ned for at hive den ind. De har ingen vægt ombord, men estimerer den til 15 kg. De kalder på radioen, at de kommer over med nogle tunfileter - skal dog først lige fejre det med en dram.

Skipper gør den lange bådshage klar og Snuppaa kommer op på styrbord side. Oddsteiner hænger en pose på enden. Den er noget tungere end forventet - og posen når lige at snitte vandoverfladen, hvorefter Skipper får hivet den ind.

En ½ time efter ser Skipper en haj om bagbord side ca. 10 meter fra båden og kalder Snuppaa. Kun rygfinnen og toppen af halefinnen er synlig. Er vel 2-3 meter.

Skipper får skåret tunfileten i mindre stykker. Aftenen går med at stege tunbøffer med ris og sauce bearnaise. Rødvinen må udeblive, der kan kun tildeles koldt vand.

Sætter en film på (Moneyball), men det er blevet sent og der må hentes noget søvn.

Dag 4: Bidevind 8-10 m/s relativ vind. Sejler med fulde sejl, men flader storsejlet med bomudhal og hækstag. Flytter dybden frem med cunningham og må et par enkelte gange køre løjgangen lidt ned i læ.

Laver igen tunbøffer med ris og sauce bearnaise. Ser filmen færdig. Der tildeles en pose slik fra rationen.

Det aftales med Snuppaa, at Beetle sætter kurs og fart for natten og Snuppaa følger efter på 1 sømils afstand.

Der sejles for motor og sejl hele natten. Blot 1500 omdrejninger på motoren.

Dag 5: Om morgenen tages sejlene ned. Der er ingen vind og de trækker ikke mere. Skipper ser en stor hval bagude om bagbord. Afstand ca. 100 meter. Der er ca. 7-8 meter ryg synlig, mens den er oppe at ånde.

Den ene sejlpind er gået ud af gevindet og er således ikke fastgjort til masten. Den skrues i igen. En anden sejlslæde er itu - den holder en sejlpind. Den udskiftes med en slæde, som ikke er beregnet til sejlpind - og sejlpinden bliver fastgjort i et enkelt øje istedet for to.

Opvasken fra dagen før tages imod princip først nu. Der var for meget krængning aftenen før. Bestik m.v. fløj frem og tilbage over pantryet. Desuden løb vand fra vandhanen ud på pantrybordet (var på bagbord halse). Nu var der også varmt vand i hanen på grund af motordrift.

Der hældes 40 liter diesel på tanken. Efterfølgende varmes et par boller og serveres et glas appelsinjuice.

Der drøftes dieselforbrug over radioen. Beetle har medbragt 390 liter diesel og Snuppaa 500 liter. Det aftales, at Beetle sætter ønsket kurs og fart og deraf afledt dieselforbrug pr. sømil.

Klokken 12 tages der noon position, drikkes kaffe og sættes marengue på anlægget.

Skipper iværksætter en hårvask med efterfølgende klipning og skægtrim.

Der hentes en ny 3-dages vejrudsigt via Iridium satellittelefonen. Den åbnes i Weathertrack og Snuppaa orienteres over radioen over vejret i 6 timers intervaller for de kommende 3 dage.

Beetle rigges med spilerstage til læns sejlads.

Der steges bacon til sandwich.

Dag 6: Natten var træls. Næsten nymåne og kulsort - Skipper kunne ikke engang se ud i cockpittet. Det regnede, vinden kom og gik samt skiftede retning. Kører motor fra 04.15 - 07.30. Satte sejl til læns i en time og derefter agten for tværs om styrbord. Lidt senere tilbage på læns.

Beetle gør 8 knob og trækker fra Snuppaa. Det aftales, at Beetle blot sejler videre. Hvis vi mister forbindelsen sejler Snuppaa blot selv til Plymouth, hvor Oddsteiner skal med et fly og Jan-Erik´s kone Karin kommer ned fra Egersund, Norge.

En havmåge er 08.55 lige ved at komme i karambolage med vindmøllen, men bremser og sætter sig på radaren. Efter 5 minutter smider Skipper lidt brød ud til den (omend den nok lever af småfisk m.v.). Den bliver lidt forskrækket og letter. Den tager dog blot en runde om Beetle og returnerer uden tøven til pladsen på radaren. Der sidder den og hygger sig og renser fjerdragten.

Skipper fodrer den med lidt rester af den stegte tun, som han lægger op på radaren. Hver gang letter mågen. Mågen lærer dog hurtigt at lande imod vinden. Beetle er på læns og vinden kommer bagfra med en sand vind på 9 m/s og en relativ vind på 5 m/s. Mågen kom flyvende ned langs styrbord side af Beetle og lander graciøst på radaren.

Kl. 22 skifter Skipper fra 2. reb til 1. reb og går til køjs. Mågen bliver navngivet Pedro.

Dag 7: Henter en midnatsposition. Pedro lusker rundt oppe på fordækket. Skifter fra 1. reb til fuldt storsejl. En lanterne er synlig langt bagude. Det kan næsten kun være Snuppaa - omend der ikke skal mange grader i forskel på sejlet kurs førend skibene kommer langt fra hinanden. Der er intet på AIS.

Pedro hænger ud på sidedækket og får noget brød.

Der er nok at se til når man er singlehand - og så har man endda denne 2-benede gast at se til, som intet bidrager med til sejladsen. Og så er dens hygiejne mildest talt under lavmålet - på trods af at vi er på long distance cruising. Den skider over det hele!

Endelig klarede vejret op - fra middag har der været solskin. Sejlerhandsker og sejlerbukser er blevet hængt op i cockpittet til tørring. Sejlersko og strømper er taget af, så fødderne kunne få lidt luft - hårdt tiltrængt.

Starter motoren kl. 21.55. Pedro letter og vender ikke tilbage. Han var vel utilfreds med at skulle sejle for motor eller er blevet forskrækket af samme. Anyway, han har sejlet med over en strækning på ca. 240 sømil eller ca. 450 km - og ville nok ud og være rigtig havmåge igen.

Dag 8: Snuppaa kalder kl. 6.45. Oddsteiner har set Beetle´s lanterne om natten. Skipper har også set efter dem, men har ikke kunnet se Snuppaa´s lys. Idet de er bagude har de set Beetle´s hvide agterlanterne, som er synlig længere end deres røde bagbord lanterne. Jan-Erik oplyser, at de ligger i retning kl. 4 fra Beetle og Skipper spotter efterfølgende i solskin et sejl i den retning.

Om formiddagen er der rengøring/afvask af cockpit, sidedæk og sprayhood efter Pedro´s efterladenskaber.

Dag 9: Kl. 2 om natten kalder Skipper et fiskeskip over radioen, idet vi har en CPA på ca. 0,5 sømil. Skipper kalder 2 gange, men modtager ikke noget svar. Efterfølgende kaldes "Sailing vessel here is Tigerlily, over". Skipper genkender navnet men også Bob´s stemme. Vi skifter til kanal 6. Han har været afsted siden 13. maj og er undervejs blevet blæst 100 sømil sydpå. Han skal nu til Scilly Isles og tanke. Skipper spørger ham "I hope you enjoyed the movies" hvortil han svarer "Ohh, they kept me sane. One day I watched 4 movies".

Kl. 5 om morgenen kalder Skipper Tigerlily. Tigerlily ligger ca. 3 sømil mod nord. Skipper tilbyder at komme over med en dunk med 5 gallons (20 liter) diesel. Tigerlily takker mange gange, men mener at han nok skal klare sig til. Han spørger til vejrudsigt, som forudsiger svage vinden for dagen og den efterfølgende dag "Ohh no".

Vinden tager stik mod vejrudsigten til og blæser med 7 m/s. I løbet af dagen bliver himlen mørkere og det blæser 8-9 m/s ved passage af trafiksepareringsruterne. Skipper kalder 2 skibe op over radioen og aftaler kurs med dem. Den ene kommer vestfra med 22 knob! Den næste kommer sydfra med 12 knob.

Efterfølgende blæser det op til 11-12 m/s relativ vind. Der er 2. reb i storsejlet og halvdelen af fokken er rullet ind.

Der tages en vejrudsigt ned, som forudser uændret vind frem til midnat, hvorefter den vil aftage om natten frem til kl. 6 og være svagere dagen efter (fredag) samt lørdag.

Dag 10: Fredag d. 30.maj kl. 03.30 (UTC) 04.30 British Standard Time kolliderer Beetle med et fiskeskib. Positionen er ca. 17 sømil syd for Falmouth. Fiskeskibet er ikke på AIS. Skipper kalder "Fishing vessel on position N 49.55,9 ; W 04.53,4 - you just hit my boat, over". Skipper kalder 2 gange, men modtager ikke noget svar. Derefter kalder han Falmouth Coastguard.

Kort tid efter har fiskeskibet tændt sin AIS, der viser Emulate II.

Nedenstående er statement sendt til forsikringsselskab og MCA (Marine and Coastguard Agency).

                                                   ---------------------------

My sailing vessel Beetle has had a collision with fishing vessel Emulate II. The collision occured at around 3.30 a.m. friday May the 30th. Position of the collision was N 49.55,9 ; W 04.53,4. About 17 miles south of Falmouth.

I was sailing with sails and showing navigation lights as such (starbord light, port light, and aft light). I was maintaining course (COG) 84 degrees true and speed (SOG) 6,5 knots. I have an AIS transponder which have been on since I left Horta, Azoeres. It shows sailing vessel Beetle.

There had been no sign of the fishing vessel on AIS. At the collision I was in the saloon and immediately wen´t up to see what had happened. I immediately thereafter picked up the VHF and on channel 16 called "Fishing vessel on position N 49.55,9 ; W 04.53,4 - you just hit my boat, over". I called twice, but did not receive a reply. Thereafter I called Falmouth Coastguard and told them, that I had been hit by a fishing vessel, and that the vessel was not responding on channel 16.

The coastguard and I proceded on channel 67. The coastguard asked to damages on my boat and if there was any water ingress, which I had not had time to investigate. I told her that my backstay seemed somewhat loose. The coastguard asked me to stand by on channel 67 and the coastguard had a long conversation with Emulate II on the same channel.

In the meantime, the fishing vessel had turned on their AIS and was now showing Emulate II. The coastguard had noticed, that the fishing vessel had not turned on their AIS prior to the incident, but that they had turned it on afterwards.

I have used my AIS constantly monitoring heavy traffic in the Atlantic and as approaching the shores of England especially and intensively while crossing the shipping lanes. I have within 9 and 10 hours of the collision called and agreed routening with 2 vessels in the shipping lanes on channel 16 (one vessel eastbound and one vessel northbound). These conversations have as common standard been recorded by Falmouth Coastguard.

The coastguard was very efficient and besides details regarding the collision also asked the fishing vessel all kinds of details such as Skippers name, owners name and telephone number etc.

Afterwards the coastguard returned to me and asked for damages on Beetle. I told her my entire forestay attachment was gone, and I had established a jury rig. I was not taking in any water as far as I could tell. She asked if I would like some assistence to which I replied, yes please, that would be nice. Then Falmouth Lifeboat came in on channel 67 and told me, that would be by my boat in 40 minutes.

During their approach to Beetle they called to ask if there was any wires, ropes etc. in the water. I had already made sure before I turned on the engine, that everything was secure on deck.

One man (Nick) jumped over from the lifeboat and checked my jury rig which was in order. We talked a little bit and agreed to establish a tow from the lifeboat to make a quicker passage to Falmouth. We did so, and sailed with 8 knots to Falmouth, which actually stabilised the rig further (with higher speed Beetle was not being affected by waves).

Nick told me, that the vessels maybe sometimes turn off their AIS - so as not to show other fishing vessel where they are fishing. He also told me, that the fishing vessel had told the coastguard, that the fishing vessel had been trying to call Beetle ahead of the incident, but that was not true, since the coastguard monitors correspondance on all channels. Nick also told me, that the coastguard (MCA) would make a case out of this, since the fishing vessel had not stayed and checked the well being of crew on board Beetle and was not responding to calls from Beetle on channel 16.

I can not tell exactly what navigation lights the vessel was showing initially at the collision, because I only looked for 1 second and then wen´t straight to the VHF radio. After 2 calls to the vessel and 1 call to Falmouth Coastguard (approximately 2-3 minutes) the fishing vessel was between 1/4 and 1/2 nautical mile away. I am pretty sure, that they were not fishing at the time of the collision, but were just motoring. Besides and otherwise Beetle would most likely have been caught in their fishing net and dragged.

Emulate II have argued that they are not required to have the AIS turned on, since they only weigh 100 tons, and the minimum weight requirement is 300 tons.

Friday afternoon I had 2 friendly customs officers asking questions regarding my journey from Denmark to the Caribbean and back to England and afterwards searching the entire boat for illegal possesions. They told me, that if a fishing vessel is fishing, it must show it´s location - either on AIS or some other electronic device.

                                             ---------------------------------------

04-06-2014

1 time efter at Skipperinden og børnene var sat af i lufthavnen gik det retur til Nanny Cay Marina, British Virgin Islands - og dagen efter sejlede Skipper til Spanish Town på Virgin Gorda, BVI. Der var ikke så meget vind og båden kunne knap nok sejle på grund af den tiltagende begroning.

Den 16. april gik med rengøring af gummibåd og d. 17. april blev Beetle taget på land. Højtryksrensningen tog det meste af begroningen, men også det sidste af den selvpolerende bundmaling - så der blot var primeren tilbage.

Efterfølgende blev de sidste rurer blev skrabet af og derefter skulle hele bunden vandslibes for at få bundmalingen til at hæfte ved. Der var en lang klargøringsliste. Blandt anden havde båden fået et mindre hul bag på kølen, idet vi havde ligget ved en mooring i Cane Garden Bay - hvor der havde været ganske pæne dønninger. Tovet fra mooringen må have viklet sig bag om kølen og har virket som en sav. Der var skåret igennem glasfiberen helt ind til metallet. Det blev repareret da båden kom på land.

På grund af Påske skulle båden blive på land til d. 22. april, men der var også brug for samtlige dage. Det så ud som om, at der var muligt at få båden klar til d. 22., hvorfor det ikke ville blive nødvendigt at blive i marinaen til d. 23 - Skipper havde oprindeligt planlagt en dag i marinaen til proviantering m.v.

Der var et godt vejrvindue, så selvom det var lidt tidligt på sæsonen - så blev der planlagt afgang d. 22. april. Der lå et forholdsvis dybt lavtryk over Bermuda, hvilket medførte SØ, S og SV-lige vinde de kommende dage og vejrudsigten for den første uge så generelt rimelig ud.

Alt proviantering blev slæbt op af stigen. Det blev i det hele taget til mange ture op og ned. D. 21. april skulle der skaffes gas. Der var ikke nogen af de 2 tankstationer - hvor de sælger gas - der kunne fylde gasflasken. De havde kun studser til amerikanske flasker. Der var karneval i byen og heldigvis mødte Skipper Gi.Dogg, som havde højtryksrenset båden. Han tog med op til Hawk Maduro, der boede ved siden af lufthavnen. Hawk havde en tankvogn holdende og kunne via et par aggregater fylde gas på 3 kg flasken - direkte fra tankvognen. Han skulle blot lige starte motoren for at bygge trykket op.

Bagefter gik Skipper og Gi.Dogg på Green House - en lidt intermistisk bar og fik et par håndfulde pilsnere. Derfra var det retur til båden for at klargøre det sidste. D. 23. om formiddagen var der udklare fra Customs og Immigration samt indkøb af ferskvarer.

Ovre ved Customs mødte Skipper - Peter og Steinunn fra Athena II, som Skipper ikke havde set siden afgang fra Las Palmas, Gran Canaria. Desuden mødte Skipper på marinakontoret en tysker på en Elan 34, som vi havde mødt i Jolly Harbour Marina, Antigua.

Kl. 13.15 kom båden i vandet. Der blev tanket diesel - 128 liter i tanken og 270 liter i dunke - og kl. 14.00 var der afgang. Distance til Horta, Azorerne var 2225 sømil.

Dag 1: Anegada passeres ved aftentide. Et enkelt andet sejlskib lader til at gøre kurs mod Europa (ikke mod Bermuda), idet det også drejer nordøstover efter at have passeret Anegada. Skibet går dog en nordligere kurs end Beetle og forsvinder om natten. Om natten går vi 6 timer for motor og Skipper sover ikke særlig godt.

Dag 2: Starter dagen med et brusebad. Der var blevet svedt en del i forbindelse med sidste klargøring og søsætning d. 22. april. Der var desuden svedt en del alkohol ud fra de pilsnere der var blevet indtaget dagen forinden (21. april). Om morgenen d. 22. havde Skipper taget sine shorts med i bruser for at vaske dem. Derfor glemte han sin shampoo, da han forlod etablissementet. Der blev således anvendt en blanding af saltvandssæbe og almindelig flydende håndsæbe.

Der sejles for halvvind ved ca. 6 knob. Et maskindrevet skib ses på AIS. Det holder modsat kurs end Beetle med en fart på 14,5 knob. Skibet er 14 sømil væk og er ikke visuelt.

Dag 3: Blanding mellem halvvind og agten for tværs om bagbord med ca. 6 knob. Vinden er for svag til læns. Skipper for får lidt søvn, men hviler en halv time om formiddagen.

Dag 4: Mangler søvn. Påvirker moral og kapacitet. Fokuserer på at sove, når der er mulighed for det og altid tage opvask m.v., når der er mulighed for det - for således altid at have så ryddeligt og klart skib som muligt. Ser igen et maskindrevet skib, men kun på AIS. Afstand (CPA) 17 sømil. Skibet sejlede (SOG) 18,4 knob og havde kurs 242.

Sejler ind i tiltagende byger. Himlen lukker sig - der bliver mørkegråt overalt. Sigtbarheden falder til 500 meter. Et højdepunkt er, at mellem 2 byger svømmer en haj i 15 meters afstand forbi båden i modsat retning. Den var 3-4 meter lang og tog ikke noget notits af Beetle.

Dag 5: Hælder 3*20 liter diesel i tanken. Beregner brændstofforbrug til ca. 1,7 liter i timen ved 1800 omdrejninger, hvilket giver ro i sindet. Der er diesel til at komme langt i tilfælde af let vind. På AIS ses Star Istind i en afstand af 17,3 sømil og således ikke visuelt synligt.

Dag 7: Første skib visuelt. Om aftenen er det nymåne og kulsort.

Dag 8: Læns hele dagen. Godt med luft og bølger.

Dag 9: Om formiddagen skiftes fra plat læns til agten for tværs om bagbord. Ny fart ca. 8 knob.

Dag 10: Fløj ud af sengen kl. 04.30. Vindmåleren viste 18,2 m/s. Indrullerlinen til fokken sad allerede på storskødespillet - og der blev rullet en del ind. Bagefter viste vindmåleren 12,6 m/s.

Senere på dagen sås et sejlskib langt forude. Det var ikke synligt på AIS.

Autopiloten satte fartrekord med 11,8 knob.

Dag 11: I løbet af natten fra dag 10 øgedes vinden til 12-15 m/s. Autopiloten var sat til at falde 10 grader af fra bidevind. Havde 2 reb i storen og halvdelen af fokken rullet ind. Rullede efterfølgende fokken ind til ca. 1 kvm, hvilket sagtnede farten til 5-6 knob og gav en mere rolig gang i den grove sø.

Skipper lider af søvnmangel og får noget søvn, mens Beetle bjærger sig forbavsende godt i bølgerne.

I løbet af dagen sejles på sydsiden af et lavtryk. Fronterne kommer ind over med tæt skydække og 11-13 m/s. Et cargo ship på 292 meter passerer 4 sømil om styrbord. De er sikkert mere tørre oppe på broen end her på bagbord agter hjørne af Beetle. Skibet skulle til Columbia, jævnfør oplysningerne på AIS.

Kan lige holde bidevind mod waypoint (Horta). 10 m/s og sejler med 2 reb i storen og fuld fok. Båden hamrer afsted med +7 knob og der står uafladeligt vand ind over forskibet. Det er mørkt og overskyet hele dagen med godt med vind. Vand løber hyppigt hen over luv sidedæk og krampen nærmer sig i Skippers ryg, så der bindes en fender på søgelænderet til at støtte ryggen op ad. Skipper ser frem til højtryk (ingen skyer) og solskin den efterfølgende dag.

Dag 12: Der startes med æg og baked beans. Der er svag modvind ca. 3 m/s - så der sejles med motor og fulde sejl til 30 grader til vinden om bagbord. Der holdes ikke kurs mod Horta, men at motorsejle direkte mod vinden ville koste ½ knob. Ved at holde sejlene oppe og 1800 omdrejninger på motoren opnås 6,2-6,7 knob og en VMG på ca. 6 knob. Der læses lidt i "Meteorologi og Oceanografi for Skibsofficerer". Det er pensum på Yachtskipper 1 og bør være obligatorisk læsning for alle der vil sejle offshore.

Dag 13: Kl. 2 om natten er Skipper oppe og tage sejlene ned, idet vinden er væk og sejlene ikke længere trækker. Der skiftes nu til kurs direkte mod Horta - 65 grader magnetisk (devierende).

Får igen æg og baked beans til morgenmad. 5 stk. æg og nu med original baked beans istedet for homestyle dagen forinden.

Sejlene sættes igen senere på dagen. Læser og hælder diesel i tanken.

Dag 14: Er oppe 3 gange i løbet af natten og justere sejlene. Slå motor til / slå motor fra. Læns det meste af dagen. Sejler 15-20 grader til højre for waypoint. Ser en film. Om aftenen laves spaghetti bolognese. Der er ikke noget oksekød så Skipper tager en dåse ground beef. Det ligner hundemad, men stod på hylderne med almindeligt konserves. Skipper lader det stege ekstra længe for at fjerne den umiskendelige lugt - og få det til at ligne svitset hakket oksekød mest muligt.

   Distributed by
   Coloso Foods Inc.
   San Juan, PR 00936-3013.

Det var således produceret i Puerto Rico. Hvis ikke det var for denne påskrift:

   US. Inspected and passed  by department of agriculture EST. 248A.

- så var det nok tvivlsomt, om det var kommet i spaghettisovsen. Men det gled ned.

Ved aftenstid skiftes til agten for tværs om styrbord, i forventning om, at vinden vil dreje 15-20 grader til venstre og bringe båden tættere på kursen i løbet af natten, hvilket også sker.

Dag 15: Tilbage på havregryn efter æg og baked beans 3 dage i streg. Bliver mødt af en flok delfiner - ca. 10 stk., der følger båden i 5 minutter. Kl. 11 skiftes fra agten for tværs om styrbord til læns, for at komme lidt nordligere, hvor der er mere vind. Om eftermiddagen ses en hval svømme i modsat retning ca. 50 meter fra båden. Der begynder at blive regnet på ankomst-tidspunkt i Horta. Ved 6,25 knob i gennemsnit (VMG) - svarer det til 150 sømil i døgnet. Dermed vil det være muligt at ankomme sidst på eftermiddagen dag 17 (d. 8. maj) - og dermed anduvning i dagslys.

Dag 16: Vinden er jævn og agten fra. Der læses bog det meste af dagen.

Dag 17. Ved solopgang er der stadig ca. 85 sømil til Horta. Ifølge kimningsberegninger skulle øen begynde af dukke op ved ca. 40 sømil. Der er dog et kraftigt skydække over øen, der er 506 meter høj og det er ikke førend i en afstand af 20 sømil, at øen bliver visuel neden under skydækket.

Horta Marina anduves kl. 17 d. 8. maj. Der er sejlet 16 døgn og 1 time - beregnet udfra UTC-tid.

13-05-2014

Deshaies viste sig at være en ganske hyggelig bugt. Herfra havde vi kun en enkelt sejlads på 40 sømil op til Antigua hvor Skipperindens bror Uffe og familie ville ankomme d. 4. marts.

 

Vi havde læst om parken Le Parc Zoologique et Boutanique de la Guadeloupe - en park med forskellige dyr, som lå ca. 40 km borte lidt oppe i bjergene. Skipper havde været inde i den lokale dykker-shop og købe noget snorkleudstyr til familien fra Sverige. Kvinden i butikken ville gerne ringe efter en taxi, men da vi havde brug for den kl. 10 og taxaen ikke kunne komme førend kl. 14 - så tilbød kvinden, at vi kunne låne hendes bil. Det var en mindre Peugeot af ældre dato, men hun viste os hen til bilen og gav os nøglerne.

 

Parken var en super oplevelse og derefter retur til Deshaies - hvor Skipper checkede båd og besætning ud. På de franske øer er der heldigvis nogle steder hvor man kan gøre det elektronisk via pc og det koster blot er par EUR.

 

Dagen efter d. 2. marts var der afgang ved 6-tiden mod Antigua. De 40 sømil blev sejlet for fulde sejl. En halv time måtte vi sågar have motoren til hjælp. Det var første gang siden ankomst til Caribien, at vi sejlede en strækning mellem øerne med fulde sejl. Ved 13-tiden ankrede vi i Freemans Bay ved English Harbour - i god til til at rekonosere lidt inden Uffe, Karin og børnene ankom.

 

Det var her i English Harbour at Lord Nelson huserede for at forsvare øen og den lukrative sukkerrørs-produktion - og hele flåden kunne ligge beskyttet for Atlanterhavet inde i den forholdsvis lille bugt.

 

Vi lejede 2 biler og kørte rundt og så lidt af Antigua - herunder den skønne Halfmoon Bay hvor vi var ude at snorkle. Vi kørte også hen og så en hunde udstilling der bestod af lydighedsprøver samt agility. Det kunne vores egen hund Maxi mildt sagt have gjort meget bedre.

 

Efter nogle dage ville vi sejle om på vestsiden af øen til Jolly Harbour Marina, hvor Uffe og familien et par dage senere skulle bo på et resort i de sidste dage af ferien. Uffe samt børnene Sofia og Johannes sejlede med og undervejs smed vi anker ved revet Cades Reef - satte gummibåden i vandet og fik snorket blandt sjove undervandsstrukturer med mange forskellige fisk. Herfra de sidste 4 sømil op og fortøje i Jolly Harbour Marina, som i øvrigt havde det flotteste og mest velassorterede supermarked vi har set i Caribien.

 

Den 15. marts skulle svenskerne flyve hjem og vi sejlede samme eftermiddag mod St. Maarten. Vi valgte en natsejlads for at skåne børnene - så Skipper sejlede sammen med autopiloten mens familien sov. Da familien vågnede var vi lige syd for Simpson Bay på den hollandske side og ankrede en halv time senere.

 

I Falmouth Harbour på Antigua havde vi iøvrigt talt med nogle amerikanere. Da de spurgte hvor på St. Maarten (øen er halvt fransk og halvt hollandsk) vi skulle hen - svarede skipper "the dutch side" - hvortil amerikaneren spurgte "the dark side?" - hvorefter Skipper lidt tydeligere måtte gentage "the dutch side". Vi havde set en del Star Wars på Beetle - og synes, at det med the dark side var ganske morsomt.

 

St. Maarten gjorde vi ikke så meget ud af. Vi lejede ikke bil, men fik ordnet nogle praktiske bådting. En dag tog vi bussen op og så den franske side, men det var ikke nogen synderrivende oplevelse. Herfra gik det mod British Virgin Islands - og igen tog vi en natsejlads. Skipperinden og børnene vågnede netop, som vi var 500 meter fra Virgin Gorda, der er den østligste ø i BVI.

 

Efter et par dage sejlede vi ned på vestsiden at Virgin Gorda og ankrede ved Savannah Bay. Det var en af top-fem strandene på BVI, og der var ingen restauranter eller strandbarer. Man skal passere nogle rev - og bugten er off-limits for de fleste charter-selskaber. Der lå således kun nogle få både der. Vi ankrede på 5 meter vand - ankeret blev smidt på sandbund, men vi lagde 30 meter kæde ud - og båden lå nu lige oven på grænsen mellem sandbund og rev - så vi kunne snorkle fra båden.

 

Vi var herefter en dag i Virgin Gorda Yacht Harbour ved Spanish Town, idet påhængsmotoren strejkede. Det var karburatoren, der skulle renses. Vi havde ikke tid eller lyst til at skille den ad - så vi afleverede den til en mekaniker.

 

Dagen efter sejlede vi de 2 sømil ned til The Baths, der er klippeformationer, der er blevet vasket runde af havets tæring. Der var god snorkling og desuden en sti, man kunne gå kravle ad igennem klipperne. For enden af den 20 minutter lange sti, var der en lækker strand i den lille Devil´s Bay.

 

Herfra gik via det via et stop i Trellis Bay - vestover nord om Tortola - hvor vi sejlede i monster dynninger, der kom nordfra og på siden af Beetle. Vi lagde os ind Cane Garden Bay - hvor der også stod ret kraftige dynninger ind. At der var en meget urolig ankerplads viste det sig da også ved, at der var ca. 50 surfere i vandet da vi entrerede bugten.

 

Fordelen ved dynningerne var, at der var nogle ganske sjove bølger inde ved stranden, så særligt Skipper og Sif var meget ude at bade.

 

Herfra et stop ved Sopers Hole for at proviantere og derefter til Norman Island. Her mødte vi 2 charterbåde med danskere ombord. Den ene båd bestod af familien Jacob og Mie samt de 3 børn Emma, Victor og Emil. I den anden båd var Ralph og Inger.

 

Efter 2 dage sejlede vi med dem om til Peter Island og dagen efter sejlede vi til Road Town. Road Town som sådan var ikke specielt interessant, hvilket også beskrives som sådan i Lonely Planet. Vi havde noteret en del store sejlskibe, med stedbetegnelsen Road Town, BVI. På British Virgin Islands er der kun 25000 indbyggere, men der er registreret 450000 selskaber.

 

I Road Town besluttede vi os for at sejle et smut til den lidt afsides liggende ø Anegada - hvor det højeste punkt er 8 meter. Det var en meget stille ø, men vi lejede et par scootere og kørte rundt og så øen. Skipperinden havde ikke tidligere kørt scooter - og skulle dog lige igennem et crash course - først på en 50cc og derefter på en 125cc.

 

Herfra sejlede vi sydpå igen til Cooper Islands, som var vores sidste overnatning inden vil skulle lægge båden for en stund i Nanny Cay Marina, for dels at pakke for Skipperinden, Sif og Oscar og dels parkering under vores ophold på St. Thomas.

 

Om morgenen på Cooper Island tog vi gummibåden den halve sømil til Cistern Point - hvor vi fik et af turens bedste snorkle-oplevelser med skildpadde, en stor dog snapper (fisk) samt en spotted eagle ray.

 

Der var det klareste vand - med en dybde 15-20 meter - det vat som at se ned til bunden af sit eget badekar.

 

Fra Nanny Cay tog vi færgen til Charlotte Amalie, St. Thomas. Det var en hurtiggående katameran og turen tog en time. Vi fik indlogeret os på hotellet, som vi havde fået anbefalet af nogle amerikanere, som Skipper drak rum punch med i poolen ved Leverick Bay Resort på Virgin Gorda, BVI. De havde fortalt at hotellet var et guest house, og at man blev behandlet som familie, når man boede der.

 

Det viste sig, at båden manden og konen var igang med tandbehandling (implantater og broer), som de indledningsvist havde været på Costa Rica for at få lavet noget af det.

 

På hotellet boede en hund Marley på 1½ år, som fulgte os overalt - selv ind på værelset og op i sengene. Den havde vi meget fornøjelse af - og købte også kødben og et tøjdyr til.

 

Ejeren Ron lånte os sågar deres Jeep Wrangler, så vi kunne køre rundt på øen som vi ville  - uden at skulle være afhængige af taxi m.v. Dagen forinden havde vi taget en taxi til Coral World - hvor vi havde booket muligheden for at svømme med søløver.

 

Charlotte Amalie var dog lidt skuffende. Bortset fra en del danske gadenavne - så var byen og øen udpræget amerikansk - og centrum bestod at high-end tax-free butikker, der solgte at fra parfumer, dyre ure til modetøj i de gængse mærker. Butikkerne blev fodret af 2 daglige krydstogtskibe, der ankom om morgenen, og som regel afsejlede igen ved 17-tiden om eftermiddagen.

 

Den 15. april lånte vi hotelejernes van til at køre til lufthavnen, hvor Skipperinden og de 2 matroser skulle flyve fra - og Ron kørte efterfølgende Skipper til færgen retur til Road Town.

16. april sejlede Skipper til Spanish Town, og d. 17. april kom båden på land hen over Påsken.

22-04-2014

i sejlede fra St. Lucia mod Martinique d. 7.  februar ved middagstid efter at have haft skole om formiddagen samt installeret en ny vandpumpe. Der var overskyet og meget blæsende. Det endte da også med de sædvanlige 2 reb i storen. Det blev alligevel en hurtig sejlads de ca. 25. sømil. Vi var på en god halvvind med lidt medstrøm og holdt +8knob hele vejen. På et tidspunkt måtte vi rulle fokken ind til en lille trekant og gik stadigvæk 8-9 knob. Vi valgte at ankre i Grande Anse, der var en bugt der så meget hyggelig ude udefra. Vi lå der i 3 dage.

Nu var vi kommet til Frankrig, hvilket tydeligt fremgik af restauranter og infrastruktur. Vi gik dagen efter langs landevejen til den sydligere bugt Anse D´Arlet, hvor der ifølge Lonely Planet skulle være Customs and Immigration, så vi kunne checke ind i landet. Det kunne vi dog ikke finde. Derimod blev det til frokost på en restaurant med kølig rosévin samt mulighed for at fodre nogle køer. Nu kostede øllene EUR 3 - vi var ellers blevet vant til EC 6 (ca. 12 kr.) - Eastcarribean Dollars.

Herfra sejlede vi en times tid ind i Fort-de-France bugten og ankrede i Anse Matin, som vi havde fået anbefalet af Bjørn. Derfra tog vi en lille færge de 3 sømil over til Fort-de-France for at shoppe lidt. Børnene fik et par nye sandaler - vi havde glemt de forrige på pontonen i marinaen i St. Georges, Grenada. Skipper fik ordnet sin Iphone, som nu heller ikke længere kunne lade. Den kom i saltvand nytårsaften, den fik saltvand på ved Union Island, da vi i gummibåden sejlede imod søer på ankerpladsen ved Clifton Harbour. Endeligt fik den regnvand da den lå på kortbordet under en byge hvor vinduet over ikke var lukket.

Efter 4 dage gik turen nordpå til den lille by St. Pierre. Det var oprindeligt hovedstaden på Martinique, men i 1903 blev byens 30000 indbyggere dræbt af et vulkanudbrud fra Mont Pelée - kun 3 personer overlevede, den ene sad i byens fængsel. Vi checkede ud for næste dage at forlade Martinique (Frankrig) og sejle nordpå til Dominica.

Vi sejlede herfra næste morgen tidlig kl. 4 for sejl og motor, idet der ikke var tilstrækkeligt vind i bugten. Det varede dog kun en times tid til vi nåede nordspidsen af Martinique og inden for 5 minutter fik vi taget først 1. reb og derefter 2. reb. Det blev den sædvanlige gentagelse. 2 reb i storen hele vejen. 12-13 m/s på halvvind og kortvarigt +15 m/s, hvor fokken næsten var rullet helt ind. Igen var farten over 8 knob.

På Dominica sejlede vi hele vejen op langs vestkysten til Prince Rupert Bay ved byen Portsmouth. Allerede inden vi nåede bugten blev vi vel modtaget af Albert, der var ude at fiske i sin mørkegrønne båd. På siden af båden stod ALBERT, VHF 16. Han ønskede os velkommen og orienterede, at der i nordsiden af bugten var sand og good holding.

Efter vi havde ankret op hyrede vi Albert som water taxi for at sejle os over til Customs, der lå 1 sømil væk. Oscar syntes der var hyl at sejle i Alberts båd, idet den havde 40hk og kunne give ganske meget gas hen over bugten.

Der har været mange rygter og tyveri m.v. på Dominica, men for nogle år tilbage havde alle boat fyrene sat sagerne i system. Første boat der havde kontakt til en sejlbåd tog sig af den, i den periode den var ankret op i bugten. Allerede samme dag blev vi da også tilbudt billetter til fundraising-barbecue den følgende dag lørdag. Det kostede 50 EC pr. person (ca. kr. 100), inklusive rum punch ad libitum.

Dagen efter ankomst hyrede vi Albert som guide til at sejle os op ad Indian River - en af de 365 floder på Dominica. Det var bl.a. på denne flod, at Pirates of the Caribben II var blevet optaget - og floden er desuden blevet udnævnt til et Unesco World Heritage Site. Albert var en rigtig god og informativ guide. Et stykke inde af floden snævrede den ind og der var bygget en bar - Indian River Bush Bar, der skænkede en Dynamite Rum Punch. Herfra gik det retur mod bugten hvor Skipper gerne ville ro. Det var hårdt at sejle en tung 70 års træbåd, hvor man roer fremad og ikke bagud. Børnene klagede da også over farten på samme vis, som når vi sejler i vores gummibåd med 4 hk.

Fundraising-barbecue var rigtig hyggeligt - der deltog vel ca. 100 sejlere - og heldigvis var der et engelsk par, der havde 2 børn et år ældre end Sif og Oscar - så de rendte rundt og legede gemmeleg efter spisning. Maden bestod af grillet fisk og kylling samt ris og salat. Overskuddet gik til boatfyrene og for security. Det blev til mange rum punch og en lidt mat følelse den efterfølgende dag.

Vi efterlod trygt båden i bugten i de 2 dage vi lejede bil og kørte rundt på øen. Dels fordi skipper havde dykket på ankeret, der var gravet helt ned til kineserne og fordi vi havde lagt kæde ud for 7 gange dybden. Men derudover fordi vi fulgte os meget trygge - dels p.g.a. den meget venlige befolkning på Dominica og dels p.g.a. det velfungerende system med boatfyrene.

Vi kørte østpå og så Carib Territory hvor der bor 2200 af den oprindelige befolkning i Caribien - før europæerne bragte slaver herover fra Afrika. Denne befolkning har et anderledes og indiansk udseende - og stammer oprindeligt fra Sydamerika. Dernæst kørte vi til Emerald Pool, hvor den bemandede indgang var lukket kl. 16 - så vi kunne frit gå ad stien ind til vandfaldet og Skipper og ungerne fik badet mens Skipperinden forevigede det på mobilen. Derfra gik turen nordpå med et middagsstop i Picard, som er et universitetsområde umiddelbart syd for Portsmouth. Vi havde på stedet Tomato anbefalet, da vi gjorde frokoststop på østkysten ved Pagua Bay House.

Dagen efter kørte vi til Syndicate Parrot Reserve og vandrede i junglen for at se nogle papegøjer. Derfra sydpå til Trafalger Falls og efter frokost kørte vi højt op i bjergene for at hike op til Boeri Lake, der ligger i 2800 fods højde. Trekket viste sig dog at være for teknisk svært for børnene, idet det var over sten og klipper. Efter 20 minutter blev det besluttet, at Skipperinden og børnene vendte om og gik tilbage mod bilen og Skipper fortsatte egenhændigt ind og op i jungle for at komme op til søen.

Som med mange treks er det ikke destinationen som sådan, men derimod selve hiket der er interessant. Der var skyet / tåget, blæsende og køligt oppe ved søen og der var vel en sigtbarhed på 30-40 meter ud over vandet. Herfra gik det i godt tempo retur mod bilen. Der var stadig tid til at nå Hot Springs, inden vi havde aftalt aflevering af bilen i Portsmouth kl. 19.

Hot Springs havde vi læst om i Lonely Planet. Det var 6 pools med forskellige temperaturer. De blev fødet af varmt vand fra hot springs varmet op af lava aktivitet. Den første pool var ufattelig varm. Det lykkedes dog såvel Skipper som Skipperinde at få hele kroppen i til en yderst prikkende oplevelse. Det var en rigtig god oplevelse og børnene ville gerne være blevet længere, men vi måtte videre, idet vi havde budgetteret 30 minutter til proviantering af mad og drikkevand med henblik på afgang mod Les Saintes (Guadeloupe) efterfølgende dag.

Les Saintes er nogle små øer syd for Guadeloupe. De er meget turistede, idet der dagligt sejler små færger fra flere steder på Guadeloupe og hertil. Der er ingen biler bortset fra et par taxier og alle - såvel indbyggere som turister - kører rundt på små scootere. Det blev til et par hyggelige dage og derfra d. 22. februar til marinaen i Point-A-Pitre på Guadeloupe for at fejre Sif´s fødselsdag den efterfølgende dag.

Pointe-A-Pitre er ikke specielt anbefalet i Lonely Planet og der er da også et specielt afsnit "Dangers and Annoyances", hvilket ikke er normalt i Lonely Planet. Det blev til en tur i Aquarium og ellers nogle dage med skole og vedligehold på båden - herunder vask, polish, voks, olie og filter samt udskiftning af brændstoffilter.

Det har tidligere været muligt at sejle igennem de 2 øer på Guadeloupe, men broerne har været i en sådan forfatning, at de er lukket et år for reparation.

Den 27. februar var der afgang kl. 6 om morgenen for således at sejle syd og vest om øen - med et planlagt stop ved Pigeon Island. Det er 2 små øer vest for Guadeloupe ca. 1 km fra kysten. Øerne er tilsammen på størrelse med ½ fodboldbane, men der er nogle få bøjer hvor man kan fortøje sin båd og snorkle. Det var helt fantastisk. Vi var fortøjet på ca. 6 meters dybde med ufatteligt klart vand.

Jacques Costeau har erklæret Pigeon Island til at være "one of the world´s top dive sites".

Alle 4 kom i vandet med dykkermaske - de voksne ligeledes med svømmefødder og snorkel. Der var et utal af fisk i alle størrelser og farver. Sif snorkedes ved siden af Skipperinden og Skipper havde Oscar på ryggen. Stedet er udnævnt til et af verdens top dive sites og der er sågar en statue af Jacques Costeau under vandet, som skulle give dykkere gode fremtidige undervandsoplevelser, såfremt de rører statuen på hovedet.

Herefter blæste det op og vi kunne med et enkelt reb i storen fortsætte de 8 sømil nordpå til bugten ved Deshaies, som vi ankrede op i efter godt og vel en times sejlads.

05-04-2014